Det er i daginstitutionen, skolen og i ældreplejen vi møder velfærdssamfundet. Hvert enkelt møde er unikt – der er forskel på mennesker, både brugeren og den ansatte – og der er forskel på institutionerne. Alligevel taler vi tit om det hele som en grå masse, selvom vi godt ved, at der f.eks. er gode og veldrevne børnehaver, hvor børnene trives, personalet er veluddannet, har lang anciennitet og lavt sygefravær – og der er det stik modsatte. Velfærdssamfundet er for den enkelte præcis så vel- eller dårligt fungerende som den institution, man bruger. Det er i øvrigt tankevækkende, at brugerne generelt er mere tilfredse end ikke-brugerne…

Vi har det med at trække ’dårligdommene’ frem og ned over hovedet på alle. Eller ’den gode løsning’ ét sted for den sags skyld, som så skal forfølges af alle. Det sætter sig alt sammen i procesregler, minimumsnormeringer, standarder, tilsyn, kontrol, bureaukrati eller slagord om ’sæt fagligheden fri’ eller ’udlicitér det hele’. Intentionerne er gode, men bunder alligevel i en opfattelse af, at alting kan styres politisk – fra folketinget eller byrådssalen.

Og det kører i bølger: Frihed erstattes af regelstyring. Når det tager overhånd, skrues der ned for den. Så kommer en sag om en borger, der er kommet i klemme, og så skrues der op for reglerne igen. Det kører frem og tilbage.

Måske vi mere grundlæggende bør tale om, om vi har organiseret de nære velfærdsinstitutioner rigtigt, så vi øger sandsynligheden for at finde den rigtige balance mellem de ansattes faglige frihed, trivsel, udviklingsmuligheder og brugernes forventninger om service, kvalitet og retssikkerhed – og samfundets berettigede forventninger om, at skatteborgernes penge forvaltes optimalt.

Vi er forbi det punkt, hvor det handler om at fjerne en enkelt regel eller tilføre en enkelt million. Tiden er kommet til en mere grundlæggende diskussion om, hvordan vi har organiseret os.

MODERATERNE vil

• gennemføre en forvaltningsreform, der frisætter de nære velfærdsinstitutioner fra politisk detailregulering, så de får frihed og ansvar for at løse opgaverne på egne præmisser med fuld fokus på drift.
• organisere institutioner som ’Offentlige Selskaber’ – offentligt ejede og regulerede, men med samme frihedsgrader som private virksomheder eller selvejende institutioner.
• aktivere det omgivende samfund i driften af velfærdsinstitutionerne, så noget af den nære folkelighed, der gik tabt med kommunalreformen, kan genvindes. F.eks. skal fremtidens skolebestyrelser – med langt mere kompetence end de eksisterende – have repræsentation ikke bare af forældrene, men også de ungdomsuddannelsesinstitutioner og det erhvervsliv, der senere skal ’aftage’ eleverne.

MODERATERNEs forslag vil betyde

• AT de nære velfærdsinstitutioner styres på mål og resultater – ikke på proceskrav.
• AT ledelse og medarbejdere får større frihed til at løse opgaverne i et miks mellem normeringer, personalesammensætning, faglig metode og balance mellem drift og anlæg.
• AT politikerne får fokus på den politiske opgave – ’hvad vil vi have’ og ’hvad koster det’ – og de offentlige ansatte får frihed til at løse opgaven – ’hvordan gør vi det’.
• AT velfærdsinstitutionerne får ledelsesmæssig sparring fra bestyrelser, der sammensættes af brugerne, medarbejderne og repræsentanter fra det omgivende samfund, der har stærk interesse i, at institutionen er velfungerende.

Nogle vil sikkert reagere voldsomt mod tanken om, at hver enkelt institution skal have sin egen bestyrelse, en ledelse der reelt må lede, eget regnskab og risiko for at gå konkurs – og at politikerne ikke kan blande sig i drift, men ’kun’ mål og pris. Men tænk lige efter: Tænk hvad det kan give af identitet, fokus på medarbejdere og brugerne, nytænkning og fokus på kerneopgaverne, hvis hver enkelt plejehjem, skole, daginstitution får frihed til at koncentrere sig om egen drift fremfor hele tiden at skulle orientere sig opad – mod forvaltning, byråd og folketing.

Blomster skyder nedefra – det gør de gode idéer også. Og, ja, det vil betyde, at den lokale kro risikerer at få konkurrence fra det kommunale plejehjem, der udvikler et tilbud om, at 90 års–fødselsdagen for hele familien kan fejres på plejehjemmet. Men helt ærligt: Hvis det sker med respekt for regnskabsloven, så det er prissat rigtigt, hvad er så problemet? Vi har brug for at frisætte energi, ressourcer og faglighed i alle dele af den offentlige sektor gennem en udvidet grad af selvstyre i armslængde af et alt for detailregulerende politisk niveau.

Og det er ikke gjort med et slogan om ’afbureaukratisering’ eller ’faglig frihed’. Det er mere komplekst end som så. Faglig frihed uden ansvar bliver let til konsekvensløshed. Derfor er der brug for en egentlig forvaltnings- eller institutionsreform, der følger op, hvor kommunalreformen slap. Decentraliseringen endemål må aldrig blive borgmesterens skrivebord – og da slet ikke ministerens!

Fri og lige adgang til sygdomsbehandling er en hovedsten i velfærdssamfundet. Som et af verdens rigeste lande har vi – veloplyste danskere – en berettiget forventning om at modtage behandling på internationalt niveau. Med amternes nedlæggelse, nye supersygehuse (samling af specialerne), patientrettigheder, pakkeforløb og mere muskelkraft til Sundhedsstyrelsen, fik det danske sundhedsvæsen et spark fremefter. F.eks. er overlevelseschancen for en mand med tarmkræft, som tidligere var ringest i Danmark, nu den bedste i Norden.

Men resultaterne trues med at blive sandet til af fremtidens udfordringer: Flere ældre, flere borgere med livsstilssygdomme, flere kronikere, flere og dyrere behandlingsmuligheder og knappe personalemæssige ressourcer. Det er ikke løst (alene) med flere penge eller flere ansatte – det kræver, at vi indretter os markant anderledes, så vi får opløst ’Bermuda-trekanten’ mellem sygehus, ’familielægen’, kommune og patient og frigjort sundhedspersonalets tid til at kunne løse de sundhedsfaglige kerneopgaver. Derudover skal vi selvfølgelig samtidig være parate til fortsat at investere flere ressourcer i sundhedsvæsenet og have et langt skarpere fokus på forebyggelse, herunder især psykisk sygdom, som nu er den største ‘sygdomsbyrde’ i Danmark. De letteste patienter at behandle, er nu engang dem, der ikke bliver syge…

Covid-19-pandemien har eftervist det strukturelle pres på sundhedsvæsen, som en sundhedsreform burde have løst for flere år siden, men omvendt også vist den enorme omstillingsevne, sundhedsvæsenet besidder, når faglighed sættes før alt andet. I nogen grad frigjort af det normale ’rockwool-lag’ (bureaukrati) omstillede personalet på rekordtid vores sundhedsvæsen, så det ville kunne håndtere det enorme pres fra akutte og alvorlige syge, som alle frygtede – men som heldigvis udeblev – da vi så ligvognene i Bergamo i foråret 2020. På en og samme tid understreger det behovet for en reform og perspektivet i at indrette fremtidens sundhedsvæsen med langt mere faglig frihed og professionelt fokus på drift.

MODERATERNE vil

• Nedlægge Regionerne og drive landets sygehuse under én professionel ledet sundhedsforvaltning – ’SundhedsvæsenDK’ – organiseret i tre søjler: ’akutberedskab’, ’hospital’ og ’det nære sundhedsvæsen’.
• Bringe de frigjorte økonomiske og politiske ressourcer i spil nært på borgeren i et større antal ’sundhedsklynger’ eller ’sundhedsfællesskaber’, der forpligter de regionale sygehuse, ’familielægen’ og kommunerne på et tættere og langt mere forpligtende samarbejde om en gnidningsfri ’patientrejse’.
  
• Sikre et akutberedskab i hele landet, så der er en ligeværdig dækning med ambulancer, akutlægebiler, lægehelikoptere.
• Opruste Sundhedsstyrelsen, så den bliver den stærkest mulige sparringspartner til selve driften i ’SundhedsvæsenDK’, almen praksis og det kommunale sundhedsvæsen.
• Lave pakkeforløb i psykiatrien, inspireret af de succesfulde kræftpakker, så psykisk sygdom ligestilles med fysisk.
• Have større fokus på forebyggelse af sygdomme, fremfor blot behandling. F.eks. bør en pakke cigaretter koste 100kr., så færre unge begynder at ryge.

MODERATERNEs forslag vil betyde

• AT vi får mere lighed i sundhed, herunder større geografisk lighed. Ikke kun fordi sundhedsvæsenet bliver mere ensartet rullet ud i hele Danmark, men også fordi der kommer større fokus på nationale kliniske, evidensbaserede retningslinjer.
• AT patienten kommer i centrum og vi får en sammenhængende plan for behandling (og forebyggelse), hvor der tænkes på tværs af sektorer. På den måde får vi et sammenhængende og samarbejdende sundhedsvæsen.
• AT responstiden for en ambulance bliver mere ensartet og vi reducerer den geografiske ulighed i sundhed. Risikoen for at dø af en blodprop skal ikke være større på Falster end på Frederiksberg.
• AT det sundhedsfaglige personales tid og ressourcer i højere grad kan bruges på ’det rigtige’ – kerneopgaven – og i mindre grad på administration, dokumentation og bureaukrati.
• AT der frigøres midler fra det administrative lag, så flere ressourcer kan bruges direkte til glæde for borgere og patienter.
• AT det bliver muligt at udvikle ét fælles IT system – til glæde for personale, patienter og ikke mindst patientsikkerheden.

Nogle vil hævde, at det er en fæl gang centralisering, statsliggørelse og af-demokratisering af vores fælles sundhedsvæsen, men tænk lige efter: Danmark er et lille land og, ja, sundhedsreformen giver et større nationalt ansvar og overblik, men flytter samtidig sundhedsvæsenet tættere på den enkelte og øger både ’familielægens’ og kommunernes ansvar og rolle. Det sundhedsfaglige personale skal i højere grad væk fra kontoret, væk fra computerskærmen og ud til patienterne, som først og sidst er dem, vi skal indrette os efter. Der bør ikke være forskel i behandlingstandarden afhængig af hvilket hospital eller hvor i landet man bliver behandlet.

Heldigvis er de fleste efterhånden enige om at styrke samarbejdet mellem sygehus, ’familielæge’ og kommune, men vi kan ikke blive ved med bare at bygge oven på det eksisterende – så bliver systemet bare dyrere, ineffektivt og mere kompliceret. 

Vi skal have modet til at tage et effektivt opgør med den silotænkning, som skubber patient og ansvar frem og tilbage mellem forskellige stole. Det kræver nytænkning – ikke bare mere af det samme.

’Værnepligten’ – pligten til at værne om sit land – er en smuk tanke, der understreger, at vi ikke bare er frit svævende individer, men borgere i et samfund, som vi har et fælles ansvar for at passe på.

Det moderne Danmark er ikke kun truet udefra, men også af en begyndende mangel på sammenhængskraft. Vi lever i større og større grad vores liv sammen med mennesker, der ligner os selv samtidig med, at der bliver større og større diversitet i befolkningen.

Medborgerskab kræver dannelse – og kræver, at man har mødt samfundets mange facetter. Det har man ikke nødvendigvis, hvis man populært sagt vokser op i en ’silo’ uden at møde det Danmark, der er udenfor eget postnummer eller socialt miljø. Tiden hvor unge mennesker fra Vollsmose eller Varde møder deres jævnaldrende fra Vedbæk og Viborg – på tværs af sociale skel – når de skulle “i kongens klæder”, er ikke mere.

Der er brug for at gøre noget nyt og anderledes for at sikre, at fremtidens generationer får de værdier, der holder vores fællesskab oppe, ind under huden.

MODERATERNE vil

• styrke medborgerskab, dannelse og sammenhængskraft gennem en ny ’borgerpligt’ for alle unge. Borgerpligten bygger på principperne fra værnepligten, men kan aftjenes i hele samfundet.

MODERATERNEs forslag vil betyde

• AT alle unge, uanset køn, bruger et halvt år på at arbejde for fællesskabet og fremtidens Danmark.
• AT ’Forsvarets Dag’ erstattes af et ’Borgerpligtsmøde’. Her får de unge mulighed for at foretage prioriterede ønsker for, hvor de ønsker at aftjene borgerpligten.
• AT borgerpligten kan aftjenes hos bl.a. velfærdssamfundets institutioner, på uddannelsessteder, i forsvaret, indenfor kulturlivet, i arbejdet med bæredygtig naturbeskyttelse eller i civilsamfundsinstitutioner.

Det bliver da sindssygt dyrt og bøvlet, vil nogen sikkert mene. Og hvorfor skal alle pludselig bruge et halvt år på at tjene samfundet, når mange målrettede unge hellere vil i gang med uddannelse eller arbejde? Men tænk lige efter: Tænk på de mange steder i velfærdssamfundet, hvor et par ekstra hænder og hoveder kunne gøre en positiv forskel. Tænk på den eftertanke, det kan skabe hos den enkelte at prøve kræfter med et område, man måske ellers aldrig ville stifte bekendtskab med. Tænk på værdien af for alvor at kunne snuse til et beskæftigelsesområde før man gør sit karrierevalg. Tænk på det udsyn og den tolerance det giver at mødes og arbejde sammen med andre, der har haft helt andre opvækstvilkår. Og så skal borgerpligten naturligvis indrettes med samme fleksibilitet som den nuværende værnepligt.

Danmark har verdens højeste SU. Det er godt, for alle skal have en mulighed for at tage en uddannelse uanset familiær baggrund.

Men det udfordrer os, at vi har indrettet os meget anderledes end andre. Unge fra andre EU-lande kommer til Danmark, får gratis uddannelse og verdens højeste SU, og så rejser de fleste hjem igen.

Det er spild af danske skatteyderes penge – og det er de fleste enige om. Derfor har Folketinget ad flere omgange lukket ned for engelsksprogede uddannelser for at holde unge fra andre lande væk, så vi ikke sender SU-penge ud af landet.

Men det er også dumt.

Fremtiden tilhører dem, der kan tiltrække de klogeste hjerner – og det er tilsvarende godt, at danske unge får udviklet deres fremmedsproglige kompetencer. I stedet for at lukke os om os selv skal vi derfor modernisere vores SU-system, så det både sikrer social mobilitet og er internationalt robust.

MODERATERNE vil

• Flytte fordelingen mellem stipendier og lån på de længerevarende uddannelser.
• Indføre et ’uddannelsesfradrag’ for færdiguddannede, så den øgede låneandel dermed ikke påvirker den enkeltes realøkonomi. Betaler man skat i Danmark efter endt uddannelse, stilles man derfor stort set som nu.

MODERATERNEs forslag vil betyde

• AT udenlandske studerende får en tilskyndelse til at blive i Danmark efter endt uddannelse for at få ’hjælp’ til tilbagebetaling af SU-lånet.
• AT vi undgår at neddimensionere engelsksprogede uddannelsestilbud, men kan tværtimod tiltrække flere talentfulde unge fra andre lande.
• AT danske unge får en tilskyndelse til at komme hurtigt i arbejde efter endt uddannelse for at få fuld glæde af det nye uddannelsesfradrag.

Forslaget kan hurtigt forsøges skudt ned med slagord om, at MODERATERNE vil skære i SU’en og gældsætte fremtidens unge, men tænk lige efter: Det er et logisk og pragmatisk bud på at holde fast i den sociale mobilitet, der er formålet med det danske SU-system, og fordelen ved ikke at isolere vores uddannelsesinstitutioner fra resten af verden.

Vi hopper altid lidt på stedet, når vi diskuterer skat i Danmark. Det er en kamp, når den sættes ned – ’nu skal vi igen give til de rige’ – og tilsvarende når den sættes op – ’nu strammer de igen skatteskruen’. På en eller anden måde er skatten åbenbart altid den rigtige…

Fakta er, at vi har OECD’s højeste skattetryk og er et af de mest lige samfund i verden. Lad os nu have modet til at lave et moderne skattesystem, der på en og samme tid fastholder ambitionen om fairness og gør os fuldt konkurrencedygtige i forhold til de lande, vi konkurrerer med om investeringer, arbejdspladser og arbejdskraft.

MODERATERNE vil

• Mangedoble jobfradraget, så det bedre kan betale sig at arbejde.
• Sænke skatten på aktier, iværksætteri og investeringer til et internationalt konkurrencedygtigt niveau.
• Øge grænsen for hvornår der betales topskat på 15% ved at indføre en ny mellemskat på 10% og sætte topskattegrænsen markant op.
• Indføre en ‘top-top-skat’, så de rigeste – der også får glæde af øget topskattegrænse og lavere kapitalbeskatning – selv bidrager til et mere robust og konkurrencedygtigt skattesystem.
• Samtænke skattereformen med en C02-afgift, der fremmer den grønne omstilling af dansk erhvervsliv og samfundet.

MODERATERNEs forslag vil betyde

• AT gevinsten ved at arbejde øges – også for lavindkomstgrupperne.
• AT vi kan fastholde og tiltrække flere nye virksomheder, fordi det bliver mere attraktivt at investere aktivt i Danmark.
• AT Danmark får et langt mere konkurrencedygtigt skattesystem uden at gå på kompromis med ambitionen om, at de stærkeste skuldre skal bære de største byrder.

Nogle vil påstå, at vores skatteforslag er socialt skævt, fordi skattelettelser i kroner og øre altid er størst hos dem med stor personlig indkomst, når man sænker en procentsats. Andre vil mene, at tanken om en ’top-top-skat’ er uhørt og udtryk for ren og skær misundelse. Men tænk lige efter: Vores forslag gør hele samfundet rigere og øger vores muligheder for at investere mere i fælles velfærd i fremtiden; bedre ældreomsorg, mere forskning, grøn omstilling, bedre infrastruktur o.s.v. Og det er vel fair, at dem, der på det personlige plan får allermest ud af reformen, også bidrager til den.

’Man skal yde før man kan nyde’, lyder en almenaccepteret grundsætning i Danmark. Og det er rigtigt. Efterspørger man fællesskabets hjælp til sin forsørgelse må man vise egen vilje til at stå på egne ben. Det er et sundt princip. Derfor har vi indrettet vores lovgivning efter ’noget-for-noget’-princippet: Skal du have dagpenge eller kontakthjælp må du vise, at du aktivt står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Den opskrift passer på de fleste. Men en lille gruppe – 10-15.000 danskere – passer ikke i den skabelon. Psykisk sårbarhed, misbrugsproblemer. Et ’skævt sind’ – forklaringerne kan være mange – men realiteten er, at en del bliver hængende i vores kontanthjælpssystem år, efter år, efter år. Næsten 7.000 danskere har konstant været på kontanthjælp i mindst 10 år.

MODERATERNE vil

• Indføre en ny værdighedsydelse. Har man i årevis hængt fast i bistandssystemet, skal man have mulighed for at vælge en (lavere) værdighedsydelse, hvor man kommer fri af alle systemkravene.
  
• Give folk på ’værdighedsydelse’ mulighed for at arbejde for en lavere indslusningsløn uden modregning i ydelsen, så de får en chance for at få greb om egen tilværelse og med tiden kæmpe sig ind på det almindelige arbejdsmarked.

MODERATERNEs forslag vil betyde

• AT personer, der reelt er opgivet af systemet, får en mulighed for et værdigt liv på egne præmisser, hvor de legalt kan forbedre deres egen livssituation ved en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet.

Nogle vil sikkert påstå, at MODERATERNE forslår en borgerløn, hvor ingen behøver tage hænderne op af lommerne. Men tænk lige efter: Ingen vil isolere sig fra fællesskabet i årevis for at opnå retten til en velfærdsydelse. Det er derimod en pragmatisk og respektfuld måde at forholde sig til det faktum på, at der altid vil være nogle, der på en eller anden måde ikke ’passer ind’. En mulighed for også at give dem tryghed og et afsæt til at kunne gøre den forskel på arbejdsmarkedet, som de har mulighed for – måske en anspore til, over tid, at finde tilbage og blive en fuld deltager i arbejdsfællesskabet. Det er bedre at lave lidt eller slet ingen ting.

Danmark skal omstilles til et CO2-neutralt samfund. Jo før, desto bedre. Det bør være uden for enhver diskussion og en grundpræmis for det politiske arbejde de kommende år. Men så skal vi også være klar til at tage konsekvensen af det. Det dur ikke, at hver gang en ’rød’ politiker ser en ubrugt skattekrone, så skal den bruges på offentligt forbrug – og hver gang en ’blå’ ser en, så skal den gives retur som skattelettelse. Vi skal være parate til at investere i den grønne omstilling på linje med kollektiv velfærd (offentligt forbrug) og individuel velfærd (privat forbrug).

Vores beslutninger og investeringer skal hvile på evidens og faglighed. Det vi gør, skal være det rigtige – ikke bare føles rigtigt. Når der er bred opbakning til de danske reduktionsmålsætninger, som også Moderaterne støtter, bør kampen om at fremstå grønnest droppes til fordel for et seriøst samarbejde om at nå dem så effektivt som muligt. Her, som på andre områder, må politikken formuleres på basis af evidens og best practice.

Vi skal være parate til at tage konsekvensen. ’Det grønne’ er ikke en særlig politisk disciplin, men skal tænkes ind i alt, vi gør.

MODERATERNE vil

• Insistere på, at det såkaldte økonomiske råderum ikke bare spises op af offentligt forbrug, men at der reserves ressourcer til at understøtte den grønne omstilling.
• Investere i et højere oplysningsniveau, så vi kender de reelle udfordringer og muligheder – både som samfund og individer.
• På samfundsniveau skal en ekspertgruppe udvikle en model til belysning af Danmarks reelle, internationale klimaaftryk: Hvor meget bidrager vi til at nedbringe det, når vi eksporterer grønne teknologiløsninger til andre lande? Hvor meget bidrager vi til at øge det, når vi importerer ’sorte’ varer, komponenter og teknologi. Fuld vished om Danmarks klimaaftryk skaber grobund for handling på alle dimensioner.
• På individniveau skal et nyt, obligatorisk CO2-mærke hjælpe os som forbrugere til at handle på et oplyst grundlag. Vi køber måske økologiske varer, der er transporteret til Danmark og tror vi handler klimavenligt, men ville vi i virkeligheden sætte et mindre CO2-aftryk ved i stedet at købe et konventionelt dansk alternativ. Det er en jungle at finde rundt i. Ved brug af moderne blockchain-teknologi skal vi udvikle et ’klima-aftryksmærke’ som gør det lettere at være kritisk forbruger.
• Bruge det offentliges indkøbskraft til at understøtte grønne løsninger. Når der lægges asfalt, skal den være ’grøn’ – rækker pengene ikke til vores infrastruktur-ambitionen må vi enten skrue ned for dem eller være parate til at bruge mere. Det dur ikke, at vi vælger at ’snyde på den grønne vægt’, hvis pengene lejlighedsvis ikke passer med vores ambitioner om 10 km. ekstra motorvej, it-udstyr til eleverne eller nye møbler på plejehjemmet.
• Indtænke en CO2-afgift i en kommende skattereform, der samtidig skal lette skatten på investeringer og sikre frie ressourcer til forskning og innovation, så vi ikke forringer danske virksomheders samlede konkurrencevilkår på en måde, hvor industri og landbrug i Danmark lukkes ned for i stedet at genopstå andre steder på mindre klimavenlige måder. Klimakampen er grænseløs!

MODERATERNEs forslag vil betyde

• AT vi som land får reelt billede af, hvad vores levevis, eksport af bæredygtig teknologi og import betyder for vores samlede CO2 aftryk.
• AT vi får lettere ved at være kritiske forbrugere. Vi skal ikke gøre os til smagsdommere over, hvad folk spiser og køber, men der er en folkelig vilje til forandring. Gør vi det klart for den enkelte, hvordan man bedst understøtter den, vil det tage os langt – og længere end politikere kan diktere.
• AT vi prioriterer klimaet øverst og kun bygger ny infrastruktur så langt midlerne rækker til at anlægge grønt og bæredygtigt med klimavenlig beton, asfalt og materialer. Er finansieringen utilstrækkelig, må de sidste kilometer motorvej vente på ny finansiering.
• AT stat, kommuner og regioner samlede indkøb, som er årligt er omkring 380 milliarder sker ud fra en model om bæredygtighed, miljøbelastning og genanvendelighed, således den offentlige sektor bliver en effektiv katalysator i klimaomstillingen.

Nogen vil sikkert mene, at det bliver for bombastisk at stille krav om at slække på infrastrukturambitioner eller andet, hvis der er et grundkrav om, at der skal investeres og handles grønt. Andre vil mene, at det bliver uoverskueligt at udvikle et CO2-mærke eller en model for Danmarks samlede, reelle klimaaftryk. Men tænk lige efter: Man skal ikke opgive på forhånd, fordi noget er svært. Nogen er nødt til at gå forrest. Og tænk, hvad det vil betyde for innovation og markedet, hvis det offentlige konsekvent efterspørger de mest bæredygtige produkter og tjenesteydelser.

Det var en visionær og skelsættende beslutning, da arbejdsmarkedets parter og den daværende Firkløverregering for snart 35 år siden (1987) lavede ’Fælleserklæringen’ og tog hul på at lave obligatoriske arbejdsmarkedspensioner i Danmark. Små skridt til en start, som på sigt gjort Danmark til en af de mest robuste økonomier i Europa. 

Ikke bare kan morgendagens pensionister, som de er flest, regne med en god pension – det gør også samfundsøkonomien meget mindre sårbar over for udsving i alderssammensætningen og økonomiske konjunkturudsving.

Med fuldt udbyggede arbejdsmarkedspensioner foreslår MODERATERNE nu, at vi tager hul på et nyt kapitel. 

MODERATERNE vil

• Aftale en ny ’Fælleserklæring’, så vi får ’Arbejdsmarkedspensioner Plus’, hvor dagens lønmodtagere ikke bare sparer op til leveomkostningerne i alderdommen, men også til pleje og ældreomsorg efter ophør på arbejdsmarkedet.
• Indføre et system, hvor også mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, der i perioder er på kontanthjælp eller dagpenge, sparer op til egen pension, så vi udligner forskellen mellem dem med robuste arbejdsmarkedspensioner og dem helt uden.

MODERATERNEs forslag vil betyde

• AT fremtidens pensionister – om 20, 30, 40 år – bliver mindre afhængige af øjeblikkets muligheder for at give en anstændig ældrepleje, men selv – via opsparing – kan finansiere en del af den.
• AT den skatteyderbetalte ældreomsorg i højere grad kan målrettes dem med mest behov, så smørret ikke bare smøres tyndere og tyndere ud.
• AT Danmark fastholder vores europæiske førertrøje, når det handler om at være mindst sårbar over for aldersmæssige udsving i befolkningen.
• AT der over tid udvikles flere og forskellige tilbud for levering af services til ældre medborgere. Når fremtidens pensionist selv har ’købekraft’ til hjemmehjælp og omsorg, fremfor er være 100% afhængig af det offentligt finansierede, skaber det grobund for helt nye tilbud til de ældre. 

Forslaget vil blive mødt med påstande om, at MODERATERNE vil fjerne den gratis hjemme­hjælp og skabe et A- og B-hold, men tænk lige efter: Det handler ikke om morgendagens ældreomsorg, men om Danmark om 20 – 30 år. Skal vi acceptere, at standarden langsomt slides ned eller skal vi forberede os på, at fremtidens flere ældre – medens de er erhvervsaktive – sammen med deres arbejdsgivere og med et skattemæssigt incitament tager et større ansvar for eget seniorliv. Det er sund fornuft i god tid at forberede os på en fremtid, hvor der ellers bliver langt færre til at forsørge langt flere.

Hver tiende fuldtidsansatte lønmodtager er udenlandsk. Uden udenlandsk arbejdskraft ville Danmark gå i stå.

Problemer med mangelfuld integration og et værdipolitisk ’våbenkapløb’ mellem Socialdemokratiet og ’blå blok’ om, hvem der fremstår skarpest og hårdest i udlændingepolitikken, må ikke få os til at vende ryggen til den kendsgerning.

Vi har tværtimod brug for at åbne det danske arbejdsmarked yderligere – både for at løse akutte beskæftigelsesmæssige udfordringer og for at være blandt de fremmeste i verden til at tiltrække ’kvikke hoveder’.

MODERATERNE vil

• Gøre det lettere for kvalificeret udenlandsk arbejdskraft at få arbejds- og opholdstilladelse i Danmark. Borgere fra et OECD-land med en ansættelseskontrakt på almindelige, overenskomstmæssige vilkår hos en seriøs arbejdsgiver, skal umiddelbart kunne arbejde i Danmark. For andre skal den såkaldte beløbsgrænse sættes ned med 10.000 kroner pr. måned til 27.500.
• Forpligte staten på at sagsbehandle arbejds- og opholdstilladelser inden for en frist på en måned.
• Åbne mulighed for at skifte opholdsgrundlag. Er man kommet til Danmark som flygtning, skal man som udgangspunkt rejse hjem, når forholdene i hjemlandet er til det. Har man i mellemtiden opbygget kompetencer, vi har brug for, skal man selvfølgelig kunne veksle sin ’entrébillet’ fra flygtning til arbejdstager på en enkelt og gnidningsfri måde, så vi ikke hjemsender mennesker, der er på nippet til at kunne udfylde vigtige positioner på vores arbejdsmarked.

MODERATERNEs forslag vil betyde

• AT virksomhederne får den samme lette adgang til rekruttere arbejdskraft fra de lande, der er medlemmer af OECD, som de har fra EU-landene.
• AT det generelt gøres lettere for dygtig, udenlandsk arbejdskraft at komme til Danmark, mens vi har brug for dem.
• AT virksomhederne får en meget hurtigere adgang til at få den udenlandske arbejdstager til Danmark.

Nogle vil hævde, at vi slår en ladeport op til Danmark og øger integrationsudfordringerne i Danmark, men tænk lige efter: Problemet er ikke de udlændige, der kommer til Danmark for at arbejde og gøre os rigere. Det er snarere omvendt; dem der ikke arbejder – og det løses ikke ved at lukke Danmark af og gå glip af den vækst og fremgang, det ellers kunne skabe.

Kultur er det, der binder os sammen som folk. Og som gør os unikke. Når vi besøger andre lande, taler vi om at “opleve deres kultur” – ligesom vi selv i den grad er værd at besøge. En kultur kan være så stærk, at den kan eksporteres.

• Sætte en ekstra milliard på finansloven, der skal hjælpe med at genoprette kulturlivet – både ved at bevare det eksisterende, sætte nye ideer i gang, styrke sammenhængskraften – få folk op fra den sofa, der har været rammen om den primære underholdning i de seneste coronaår – og genindføre gratis adgang til nationale museer.
• Indføre et kulturpas, der gives til alle unge efter endt skolegang, som kan bruges på at komme ud i kulturlivet, til teater, museer, til indmeldelse i en idrætsforening eller kulturskole. På den måde er det borgernes valg, hvilken kultur de vil støtte.
• Styrke fællesskabet allerede i folkeskolen, hvor morgensang skal være en obligatorisk start på dagen. Både for at synge sammen – men også mærke hele skolens elevflok og dermed, at man er del af noget større.

• AT ekstra penge tilføres et trængt kulturliv og foreningsliv, der skal genoprettes så folk opdager, at der igen er åbnet for oplevelser.
• AT man efter skoletiden får mulighed for at opdage vores fælles kultur. Gå i teater, i biografen eller på museet. Opleve livemusik, foreningsliv eller en fodboldkamp på et kulturpas.
• AT skoleelever styrker sammenhængskraften ved at starte dagen med en fællessang og at se hinanden i øjnene – ikke bare dem fra samme klasse eller klassetrin, men hele skolen. Hele fællesskabet.